Au pair

Drømmer du om at bo i udlandet i dit sabbatår, opleve en ny kultur og arbejde med børn?

Så er au pair-oplevelsen måske noget for dig!

I dette blogindlæg deler jeg min egen tid som au pair i Monaco, og guider dig gennem alt det du skal vide for selv at komme afsted.

Min oplevelse som au pair i Monaco

Jeg tilbragte fire måneder af mit sabbatår, som au pair hos en dansk familie i Monaco med fire børn, hvor det primært var den yngste på 2 år, jeg passede.

Min mor havde været au pair i USA tilbage i 90’erne, så jeg var blevet meget inspireret efter hendes oplevelse. Jeg søgte derfor og fandt hurtigt et match med den sødeste familie. Kort tid efter begyndte mit eventyr, og jeg sad på flyet mod min drømmedestination: Monaco!

Jeg fik et værelse på 1. etage i familiens lejlighedskompleks, som medførte mere privatliv. Jeg passede børn to eftermiddage og tre hele dage om ugen. Resten af tiden brugte jeg på at udforske Den Franske Riviera. Her besøgte jeg nye byer hver uge og blev fuldstændig forelsket i området.

Det var en stor omvæltning at bo hos en fremmed familie, og de første uger var svære. Men efter lidt tid tilpassede jeg mig livet og den nye kultur. Da mit returfly stod klar, havde jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Det siger lidt om, hvor meget oplevelsen kom til at betyde for mig.

👉 Jeg har skrevet et separat indlæg om min tid som au pair i Monaco, som du kan læse her

Fordele ved at tage et sabbatår som au pair

Lyder min oplevelse til at være noget du gerne vil springe ud i. Så får du lige endnu flere grunde til hvorfor du skal vælge at være au pair i dit sabbatår:

Personlig udvikling

Du lærer hurtigt at stå på egne ben. Du kommer til at rejse alene, lærer at passe børn selv og opdage nye ting ved dig selv. Alt det fremmer din personlige udvikling meget positivt!

Venner for livet

Selvom meget foregår alene, er du garanteret på at få nye venskaber. Der er tusindvis af au pairs hvert år, som også selv søger efter nogen at dele oplevelser med. Nogle af de bedste bekendtskaber jeg fik, var med andre unge au pairs i nærheden. 

Billig måde at rejse på

At være au pair er en af de billigste måder at opleve et nyt land på. Du får kost, logi og lommepenge af din værtsfamilie, også er det kun din shopping som du selv skal styre ;) 

Jeg kom selv hjem med kun 6000 kr mindre på kontoen, og jeg brugte endda rigtig mange penge. 

Kulturudveksling

I stedet for all inclusive rejser, oplever du hvordan det faktisk er at bo og leve i udlandet. Du går i supermarked, lærer lokale udtryk og får et langt mere autentisk indtryk af kulturen.

Samt bliver dine sprogfærdigheder endnu bedre ved at arbejde i udlandet. Både mit franske og engelske er blevet markant bedre efter jeg er hjemvendt. 

Rejs hver weekend!

Selvom du bor fast i en by, kan du stadig udforske alt omkring dig. De fleste au pairs har weekenderne fri, hvilket betyder weekendture! Brug weekenden på at besøge nabolandet eller tag til en storby, kun et kort fly væk. 

Godt på CV’et

Når du passer børn, kræver det et stort arbejde. Derfor styrker au pair til dit cv. Hvis du overvejer at læse pædagogik, kommunikation, sprog eller noget kulturelt, er au pair en super relevant erfaring.

Udfordringer ved au pair-livet

Det er vigtigt at sige, at au pair-livet ikke er for alle, og det er heller ikke altid lige nemt. Her er nogle af de udfordringer, man kan møde:

Hjemve og savn: Normalt er et au pair ophold 1 år og måske på den helt anden side af kloden. Det er lang tid at skulle være væk hjemmefra, og hjemveen vil presse sig på. 

Nye regler i hjemmet: Du bor i nogen andres hjem. Der kan være regler, rutiner og normer, der er anderledes end dine egne. Nogle værtsfamilier er mere strikse end andre. Jeg oplevede det ikke selv, men har hørt flere historier fra andre au pairs.

Begrænset privatliv: Som au pair får du typisk dit eget værelse og måske et privat badeværelse. Men så snart du træder ud af rummet, er du en del af familiens hverdag. Det kan være en udfordring, især på dage hvor du har brug for ro. 

“Altid på arbejde”: Du arbejder med børn. Det betyder, at du ikke bare kan “klokke ud”, og børn forstår ikke nødvendigvis, at du har fri. Især med små børn kan arbejdet snige sig ind i din fritid.

Det er ikke for pengenes skyld: Så bliv ikke en au pair i sabbatåret, hvis du gerne vil tjene penge. Det er udelukkende for oplevelsen. Hvis du gerne vil tjene penge i udlandet, så tjek mine blogindlæg ud om arbejde i udlandet. 

Hårdt at sige farvel: Det gør virkelig ondt at sige farvel til børn, du er blevet glad for. Især hvis de er så små, at de ikke kan huske dig om nogle år. Men husk at holde kontakten.

Disse ulemper fylder slet ikke så meget, som alle de gode fordele. Men alt kan ikke være perfekt, og oplevelsen bliver, hvad man gør det til!

Da mit returfly stod klar, havde jeg slet ikke lyst til at tage hjem. Det siger lidt om, hvor meget oplevelsen kom til at betyde for mig

Populære lande at være au pair i

Au pair livet kan udleves i ALLE lande. Her er nogle af de mest populære og au pair-venlige destinationer:

USA 

Det mest populære land at være au pair i, er USA. Udlev den amerikanske drøm og prøv alt det populære fastfood. 

I USA skal man være der i mindst 12 måneder og lønnen er lidt lavere ift Europa. Vil du tjene gode penge og bo i USA imens, så kan Camp america være noget for dig. 

Frankrig

Ophavsstedet for “au pair”-begrebet. Det er meget normalt for franske familier i større byer at have en au pair. Her er det typisk Paris eller Sydfrankrig der er et hit som destination. Reminder om at hver onsdag i Frankrig har børn fri for skole.

Spanien  

Har du haft spansk i skolen, er det en perfekt mulighed for at bruge det i praksis i Spanien. Du kan komme til storbylivet i Barcelona, ø-livet på Mallorca eller til strandbyen Malaga. Der kan forventes en masse god spansk mad og siesta!

Australien

Drømmer du om Australien I dit sabbatår? Så er au pair en oplagt mulighed. Det er kun 6 måneder, da man ikke kan gøre det længere grundet visum. 

Husk at flybilletten er dyr! Men fordelen er her, at du kan rejse Australien eller Asien rundt bagefter. Hvis du vil tjene flere penge efter dit au pair ophold, kan working holiday være perfekt i Australien. 

Krav og forventninger til dig som au pair

Der er ikke nogle universelle krav for at blive au pair, da reglerne varierer fra land til land og mellem de forskellige bureauer. Alligevel er der nogle fælles forventninger, som mange værtsfamilier har.

De fleste kræver, at du er fyldt 18 år, har kørekort og kan tale engelsk. Nogle værtsfamilier foretrækker, at du også har et 3. sprog som f.eks tysk, fransk eller spansk. Det kan også være dansk. I mit tilfælde skulle jeg for eksempel hjælpe børnene med at lære dansk, så de kunne bruge sproget i deres hverdag.

Erfaring med børn er også et plus i bogen. Så hvis du er vant til babysitting eller har mindre søskende, så husk at nævne det i din ansøgning. 

En typisk arbejdsuge som au pair ligger mellem 25 og 45 timer. Ofte hjælper man en times tid om morgenen i hverdagene og igen om eftermiddagen frem til aften. Indimellem kan der også være behov for hjælp i weekenderne eller babysit om aftenen/natten.

Lønnen som au pair varierer, men ligger oftest et sted mellem 1.500 og 6.000 kr om måneden. Jeg fik ca 3500 kr, hvilket er ret standard. Dog kan du sagtens tage en snak om lønnen med din værtsfamilie, hvis du føler at du fortjener mere. 

Mange værtsfamilier tilbyder ekstra goder som bil i fritiden eller betalt sprogkursus. Men det er ikke altid tilfældet, så husk at spørge ind til det fra start.

Flotteste udsigt fra slottet
Monaco casino
Monaco Casino
Aften gåtur ved stranden

Sådan finder du en au pair-familie 

At søge som au pair kan virke uoverskueligt, for hvor starter man egentlig? Jeg stod selv i samme situation, da der er et hav af forskellige hjemmesider til fremtidige au pairs.

Hjemmesider 

Jeg synes personligt selv at hjemmesider er den bedste løsning. Jeg ansøgte ved Aupairworld.com, som har min største anbefaling. Her kan du selv vælge land, afrejsedato og opholdslængde. Du behøver ikke engang en profil for at kigge, men det er gratis at oprette en.

Aupairworld har familier fra hele verden, men har mest fokus på Europa. Hvis du drømmer om at komme til USA, er greataupair.com et godt valg. Ønsker du derimod at finde en familie i Frankrig, er butrfly.com et bedre alternativ.

Bureauer 

Mange af de sider du vil finde, er bureauer, som tager betaling for at hjælpe dig. Hvis du er usikker og har brug for ekstra støtte, kan et bureau være en god idé. De hjælper med at finde en familie og tilbyder en kontaktperson under opholdet. Men mange ting kan du sagtens klare selv, så det kan virke lidt dyrt.

Især hvis du vil være au pair i USA, er bureauer som aupaircare.com, asse.com, culturalcare.com og EF.dk populære.

Facebook grupper 

En tredje mulighed er Facebook-grupper, hvor mange familier søger au pairs. Søg fx på “au pair i [land/by]” for at finde relevante grupper. Vær dog altid kritisk og sikker på, at familierne virker troværdige. I Australien er Facebook-grupper især populære til at finde au pair-job.

Derudover vil en simpel google søgning på “hvordan bliver jeg au pair”, vise dig gode resultater. Sørg for at tjekke flere hjemmesider ud, så du finder dit bedste match. 

Når du har fundet den rette hjemmeside eller bureau, er det tid til at forberede en kanon ansøgning og et personligt online interview. Interviewet handler mest om, at familien kan lære dig at kende, mærke din personlighed og energi.

Hvis du har brug for mere hjælp til hvordan man bliver au pair, vil jeg anbefale denne side

Tips til dig, der overvejer at blive au pair

· Brug apps til at finde venner: Apps er en genial måde at møde andre unge på. Jeg brugte Bumble (vennefunktionen) og fandt to veninder, som jeg tilbragte tiden i Sydfrankrig med. Appen Meetup eller Facebook-grupper for au pairs kan også anbefales. 

· Rejs i weekenderne: Udnyt din placering! Er du i Europa, er spændende storbyer ofte kun en kort flyvetur væk. Udnyt at du kan tage på en lille weekendtur til f.eks Rom, og få brugt dine lommepenge. 

· Undervurder ikke souvenirs: Saml minder! Klistermærker, postkort, billetter og mønter virker måske ligegyldige nu, men de bliver værdifulde minder om din tid som au pair.

· Undgå overarbejde: Nogle au pairs er igennem tiden blevet udnyttet for arbejde. Hav en klar aftale med din værtsfamilie om arbejdstider, og mulighed for ekstra løn ved overarbejde. 

· Pak let: Er du typen, der shopper meget, så rejs med ekstra plads i kufferten. Drop shampoo og lignende, for det kan købes der hvor du er. Jeg tog heldigvis hjem et par gange i løbet af mit ophold, så min shopping kunne blive læsset af. 

· Skriv dagbog: Min varmeste anbefaling! Pas nemlig på med at ringe for meget hjem, da savnet bliver større. Brug hellere en dagbog og få styr på følelserne. På den måde, kan du også se tilbage i bogen om 10 år og genopleve din tid som au pair. 

At blive au pair i dit sabbatår er en unik mulighed for at kombinere arbejde, rejser og personlig udvikling. Det kræver både mod og tålmodighed, men du vil uden tvivl opleve en personlig, kulturel og sproglig udvikling. Det bliver en tid som du aldrig vil glemme!

Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at skrive en kommentar, og husk at læse mit indlæg om min tid i Monaco som au pair, hvis du vil have endnu mere inspiration 💛

Skriv en kommentar