Højskole i udlandet

At tage på højskole i udlandet er blevet en af de mest populære måder for unge, at bruge deres sabbatår på.

Den store lyst til eventyr, fællesskab og personlig udvikling. Måske drømmer du også om et par måneder i Asien eller Sydamerika?

Det gjorde jeg i hvert fald! Jeg tog afsted i 2 måneder til Asien med Højskolendk, og det blev den mest uforglemmelige rejse i mit liv.

Her deler jeg min oplevelse, tips til de bedste destinationer, bureauer og selvfølgelig min pakkeliste.

Hvad er dansk højskole i udlandet 

Du kender sikkert de klassiske højskoler i Danmark, og måske også til backpacking i udlandet. En dansk højskole i udlandet kombinerer det bedste fra begge verdener. Det er altså et højskoleophold med undervisning, fællesskab og kultur, bare i et varmere klima.

De fleste deltagere er mellem 18 og 30 år, og opholdene varer typisk mellem 1 og 4 måneder. Det er et dyrere alternativ end backpacking, men til gengæld er alt planlagt, og der følger en rejseleder med, som sørger for hele forløbet.

Nogle af de mest populære destinationer er Indonesien, Australien, Costa Rica og Japan, men udvalget afhænger af den højskole, du vælger.

Jeg tog afsted for at se verden, men jeg så også en ny version af mig selv

Min oplevelse med 2 måneders højskole i Asien 

Når folk spørger, hvad min bedste rejse var i mine sabbatår, svarer jeg med det samme: Min højskoleoplevelse i Asien!

Jeg rejste afsted i efteråret 2023 med Højskolendk, og det var min første sabbatårsrejse. Jeg ønskede, at min første tur ud i verden skulle være planlagt og lærerig. 

Turen varede to måneder og gik til Dubai, Maldiverne, Sri Lanka, Bali og Gili Islands. Det var destinationer, jeg længe havde drømt om at besøge. Især backpacking rundt i Sri Lanka var jeg helt blæst bagover.

Det bedste ved turen var, at alt var planlagt. Vi kunne bare følge rejselederens program og nyde oplevelserne. Nogle af de største højdepunkter var:

  • Delfin safari på Maldiverne 
  • Surfing i Weligama 
  • Elefantsafari i Sri Lanka 
  • Finns beach club i Canggu 
  • Ørkensafari i Dubai 
  • Højskolebryllup på Gili

Jeg lavede endda en lille vlog, over hvordan en weekend kunne se ud på Bali:

En weekend i Ubud på Bali

Hvad jeg lærte af mit højskoleophold

Mange havde fortalt mig, at jeg ville opnå en stor personlig udvikling i et sabbatår med højskole, men jeg troede ikke helt på det. Det er nemlig ikke altid nemt for mig, når det gælder at kunne forstå og udtrykke sine følelser. 

Men wow hvor lærte jeg meget. Jeg blev mere selvstændig, modig og fik nye perspektiver på livet og mig selv.

Vi havde fagene “selvudvikling & kommunikation” og “teambuilding”. Jeg frygtede, at undervisningen ville blive kedelig, men den viste sig at blive noget af det mest værdifulde. Vi lærte at være åbne, ærlige og forstående over for hinanden, især når overskuddet ikke var der.

Vi var omkring 40 piger og 2 drenge, hvilket gjorde det svært at lære alle at kende. Selvom fællesskabet var fantastisk, vil jeg anbefale at vælge et ophold med mindre grupper (max 30 personer) for en mere personlig oplevelse.

Men her lærte jeg virkelig om tålmodighed, når 40 mennesker skulle igennem en lufthavn.

Økonomien

Mit højskoleophold i Asien kostede 52.000 kr. Prisen varierer afhængigt af program og destination, men én ting er sikkert: Det er dyrt! 

70.000 kr mindre på kontoen, men tusindvis af oplevelser rigere

Til gengæld er næsten alt inkluderet: overnatninger, transport, aktiviteter og de fleste måltider. Jeg brugte dermed omkring 17.000 kr. i lommepenge, primært på måltider, snacks, drinks, shopping og andre ekstra aktiviteter. Ekstra “aktiviteterne” kunne være massage, manicure, ekstra surfing, beach clubs og tuk tuk ture. 

 Generelt bruger folk mellem 15.000 og 25.000 kr., afhængigt af destinationen.

Typer af højskoler

Der findes mange typer af højskoleophold for unge i dag. Det handler om, hvilken rejseform der passer dig bedst:

1. Den klassiske rejsehøjskole
Man rejser rundt i flere lande og har undervisning undervejs, som jeg gjorde. Bureauer som Alekos, Hojskolendk og DSC tilbyder denne type ophold.

2. Kulturforståelse og frivilligt arbejde
Hos f.eks. Global Contact kombineres højskole med mere fokus på undervisning og frivilligt arbejde i 2-4 uger i lande som Kenya, Vietnam eller El Salvador.

3. Én fast destination
Hvis du vil slå dig ned ét sted, findes der højskoler på én lokation. De mest populære:  Zanzibar Højskolen, Højskoleøen i Anambas eller Højskolen i Vietnam.

Forskellen på Højskolendk og Dansk studie center? 

Når man drømmer om at kombinere rejse og fællesskab i sit sabbatår, støder man hurtigt på både Højskolendk og Dansk Studie Center. Det gjorde jeg selv, og jeg ville ønske at der havde været en guide der forklarer forskellen. 

Højskolendk og Dansk Studie Center bygger grundlæggende på det samme koncept. Jeg vil dog anbefale at undersøge begge muligheder, før du vælger den rette for dig. For de fleste er lokationerne og afrejsedatoerne de vigtigste faktorer, når beslutningen skal tages.

Dansk Studie Center tilbyder klart flest destinationer og har også deres populære “Jorden rundt” rejse. Jeg kan ikke præcist forklare den største forskel mellem dem, men ud fra min egen erfaring og hvad jeg har hørt andre sige, har jeg opsummeret følgende:

Dansk Studie Center har tidligere været billigere, men priserne er efterhånden steget på nogle af rejserne → Min rejse til Maldiverne, Sri Lanka, Bali og Gili Islands koster nu det samme hos begge udbydere.

Højskolendk tilbyder introdage i en storby som Dubai, Bangkok eller Singapore. Det var jeg virkelig taknemmelig for, da vi her fokuserede på at lære hinanden at kende. Samtidig med at vi fik mulighed for at opleve et helt ekstra land, inden selve rejsen begyndte.

– Jeg kan ikke udtale mig med sikkerhed, da jeg ikke selv har rejst med DSC, men ud fra hvad jeg har hørt, prioriterer Højskolendk mere luksuriøse og komfortable boliger end DSC.

– Dansk Studie Center har, så vidt jeg ved, ikke friuger, hvilket betyder, at alt er planlagt, og du undgår ekstra udgifter.

Friuger er hvor du selv vælger, hvad du vil lave, og hvor du vil rejse hen på egen hånd. Jeg brugte min friuge med 10 andre i Canggu i en stor villa. Der er både fordele og ulemper ved friuger: de giver frihed, men koster også mere.

MSBG 23 <3

Den perfekte pakkeliste 

Et sabbatår i udlandet kræver en velovervejet pakkeliste, og især når du rejser med højskole. Her er mine bedste tips til pakkelisten:

· Kortspil og yatzy – vær en af de personer som altid kan hive et spil frem til en af de hyggelige aftener.

· Gode sko – jeg havde selv vandresandaler med i stedet for sko, da det altså er virkelig varmt at vandre i sko. 

· Lille vaskesæbe – På Maldiverne var det for dyrt at få vasket tøj, så vi gjorde det i håndvasken.

· Træningstøj – De destinationer jeg var på, var sååå varme. Derfor gik vi mest i vores træningstøj. Medbring gerne 3 sæt. 

· Hoodie – Jeg fortryder at jeg ikke havde mere comfy tøj med til rejsedagene. Lufthavne er meget kolde. 

Undgå at pakke regntøj og kontanter hjemmefra. Personligt hævede jeg ikke kontanter hjemmefra, da nogle af lokationerne ikke krævede det. Ellers hævede jeg bare dernede. 

Spild ikke pladsen på regntøj. Hvis det kommer til at regne voldsomt, så køb en billig paraply eller regnslag. 

Mine bedste anbefalinger 

Mange af mine veninder har været på backpackertur, hvor jeg altid har givet dem disse anbefalinger med: 

Tilmelding
Når du har fundet den rette højskole, så vent en måned før du booker. Hvis følelsen stadig er helt rigtig, så book! Jeg bookede selv først 4 måneder inden afrejse, for at være helt sikker på mit valg

Dagbog
Det bedste jeg gjorde for mig selv. Jeg skrev ikke hver dag (det kan blive stressende), men efter hver by, og det er fantastisk at se tilbage på nu.

Tag det med hjem
Mange af øvelserne fra undervisningen bruger jeg stadig. Især at starte dagen med at dele, hvordan man har det fra 1-10 til sine nærmeste. Så ved de hvordan de skal omgå dig den dag.

Kuffert eller rygsæk?
100% kuffert. De fleste med rygsæk endte med at fortryde, men det kommer selvfølgelig an på hvilken form for transport jeres tur har.

Jeg vil altid være taknemmlig for muligheden om at få den danske højskoleoplevelse, samtidig med at jeg rejse Asien rundt. Det kickstartede virkelig mit sabbatår og lysten til at opleve endnu mere af verden. 

Et højskoleophold i udlandet giver virkelig noget, som ingen almindelig ferie eller rejse kan. Uanset om du vælger Højskolendk, Dansk Studie Center eller en anden rejseform, vil du vokse som menneske, få venner for livet og opleve kulturer på en helt ny måde.

Skriv en kommentar