
Et af mine mest stillede spørgsmål er, hvordan jeg fik råd til at rejse så meget i mine sabbatår, og hvor meget jeg egentlig sparede op.
Det var ikke let, og der var mange prioriteringer undervejs, men jeg lærte meget om økonomi, opsparing og hvordan man rejser billigt.
Jeg vil meget gerne dele det med jer, så i også har mulighed for at rejse rundt i hele verden, uden at være millionær.

Forberedelsesfasen
Lige siden jeg var lille, vidste jeg at jeg ville rejse ud og opleve verden. Så min “forberedelsesfase” begyndte faktisk meget tidligt. For mig involverede den opsparing, besparelser og research om, hvad det egentlig koster at rejse i et sabbatår.
Allerede som 12-årig havde jeg mindst to små jobs. Jeg arbejdede som hundepasser, hjælpetræner i gymnastik og babysitter. Da jeg fyldte 16, begyndte jeg at få mere “rigtige” jobs som servicemedarbejder i biografen, bager og McDonald’s.
Jeg tog også et indirekte valg om at droppe efterskole, så jeg hurtigere kunne komme i gymnasiet og videre til mit drømmescenarie: at rejse i sabbatåret.
I gymnasiet arbejdede jeg rigtig meget. Jeg fokuserede ikke særlig meget på skole (hvilket ikke nødvendigvis er den største anbefaling), men det fungerede fint for mig og mine fremtidsplaner. Jeg arbejdede mellem 20-35 timer om ugen og havde samtidig et fedt socialt liv. Det kan altså godt lade sig gøre!

Min opsparing
Min opsparing voksede ikke super hurtigt, fordi jeg stadig prioriterede at rejse hvertfald tre gange om året i gymnasietiden. Men da 3.g sluttede, stod jeg alligevel med omkring 90.000 kr på kontoen. Det var nok til, at jeg kunne starte mit første eventyr på højskole i udlandet.
Efter den uforglemmelige men dyre oplevelse stod min opsparing på 10-15.000 kr. Jeg fandt hurtigt et job i udlandet og et sommerjob i Danmark, så jeg kunne starte mit andet sabbatår med ca. 55.000 kr på opsparingen.
Det finansierede hele mit andet sabbatår, og da sommeren ramte stod jeg på 0 kr, men med 25 lande i bagagen, masser af minder og ingen fortrydelser. Hvis du spørger mig, er det den bedste måde at afslutte et sabbatår på.

Hvordan jeg budgetterede rejselivet
Står du lige nu og allerede er startet sabbatåret, uden den store opsparing. Så er det altså stadig muligt at komme afsted, så længe du bare rejser på budget.
Jeg har generelt altid været god til at rejse billigt. Jeg planlagde næsten alt selv uden bureau, og det sparer ekstremt mange penge. Det kan virke uoverskueligt, men det er præcis derfor jeg laver denne blog: for at hjælpe dig med at gøre det samme.
Jeg har primært rejst i Europa, fordi det er billigere på transport, ingen visumkrav og ingen vaccinationer. Derudover vælger jeg altid overnatningssteder med køkken. Madbudgettet er faktisk det, der overrasker mest. At spise ude tre gange om dagen er dyrt, selvom det er fra et gadekøkken til 30 kr.
Mit madbudget ligger typisk på 50-80 kr om dagen. Selvfølgelig finder jeg også plads til et lækkert restaurantbesøg, men hvis man skal prioritere økonomi i sabbatåret, så er det altså ikke maden, der skal være hovedattraktionen.

Hvilke lande skal du undgå?
Selvom jeg har elsket alle destinationer, er der stadig lande og byer, jeg vil anbefale at undgå, hvis du skal spare penge.
Der er de klassiske dyre byer som New York, Dubai og Sydney. Du kan godt finde billige alternativer, men generelt er det dyrt at leve der.
Mange drømmer om Asien, men efterspørgslen er steget og dermed også priserne. Bali er et godt eksempel. Her koster et restaurantmåltid typisk 60-80 kr. Det er stadig billigere end Danmark, men det bliver hurtigt dyrt over tid.
Mit bedste tip er at tage dyre byer som dagsture. Da jeg var på Interrail, boede vi f.eks. i Bratislava og tog en times bustur til Wien. På den måde sparede vi en del på overnatning, som var tre gange dyrere i Wien.



Indtjening undervejs
Kan man tjene penge mens man rejser? Ja!
Det var faktisk det, der gjorde størst forskel for mig og gjorde mit sabbatår økonomisk muligt.
Min struktur var altid:
dansk sommer = job + opsparing
resten af året = rejser
Så får du både opsparing, sommer i Danmark, og tid med venner og familie. Resten af året rejste jeg 2 uger til 1 måned ad gangen og tog så hjem i et par uger, hvor jeg var så heldig, at mit deltidsjob ventede på mig.
Jeg arbejdede også i udlandet. Første gang som au pair, hvor jeg faktisk endte med samme beløb som da jeg tog afsted. Anden gang med et sæsonjob i Lapland i halvanden måned. Det var en kæmpe oplevelse og gav mig penge til min Australien tur.
Der er masser af muligheder for at arbejde i udlandet, og jeg har flere blogindlæg om det her.

Mine bedste tips til at finansiere et sabbatår
På baggrund af alt dette er her mine bedste råd:
- arbejd meget i gymnasiet
- sæt dine prioriteter tydeligt
- sæt mål tidligt
- bliv boende hjemme så længe som muligt
- rejs uden bureau og planlæg selv
- find et job du kan komme tilbage til mellem rejserne
Jeg håber, at dette blogindlæg har givet dig inspiration og hjælp til, hvordan du kan finansiere et sabbatår med rejser. Uanset om du drømmer om at tage til ét land eller 25.
Det kræver ikke en kæmpe opsparing, men prioritering, mod og kreativitet med økonomien.

Skriv en kommentar