
Efter mit første au pair eventyr i Monaco har jeg ledt efter muligheden for at gøre det hele igen. Min kærlighed til Sydfrankrig er kun blevet større, og derfor begyndte jeg at kigge efter en ny familie, men denne gang i Provence.
I dette blogindlæg deler jeg min oplevelse som au pair i Sydfrankrig i 1 måned. Jeg fortæller om min hverdag hos familien, hvordan jeg fandt mit au pair-job, min økonomi og mine bedste råd.
Har du ikke læst mit indlæg “Au pair – alt du skal vide” endnu? Så vil jeg anbefale at starte der, hvor jeg gennemgår alt det praktiske omkring at blive au pair.

Hvorfor jeg valgte at blive au pair i Frankrig
Min kærlighed til det franske sprog
Hvis du følger med på TikTok, ved du måske allerede, at jeg studerer fransk på universitetet. Derfor har jeg en kæmpe kærlighed til Frankrig og det franske sprog.
Efter mit 2. semester havde jeg min første lange sommerferie fra universitetet. Vores undervisere har altid sagt, at den bedste måde at udvikle sit franske på er ved at bo i Frankrig og være omgivet af sproget hver dag.
Derfor besluttede jeg mig for, at sommeren 2026 skulle bruges på netop det.
Sådan fandt jeg min værtsfamilie i Sydfrankrig
Jeg stod lidt mellem to muligheder: at blive au pair eller tage på work exchange. Jeg begyndte derfor at kigge på AuPairWorld efter franske værtsfamilier.
Jeg skrev med rigtig mange familier, men mine vigtigste kriterier var:
- at opholdet kun skulle vare 1 måned
- at familien skulle tale fransk
- at jeg skulle have mulighed for at opleve fransk kultur og sprog i hverdagen
Efter en del beskeder frem og tilbage på WhatsApp tog vi et online interview på fransk. Det var virkelig grænseoverskridende at skulle holde en hel samtale på fransk, men samtidig også en god øvelse.
Kort tid efter modtog jeg kontrakten, og den 1. juli 2026 sad jeg i et fly på vej mod mit nye midlertidige hjem i Provence.

Min hverdag som au pair i Provence
Arbejdstider som au pair varierer rigtig meget alt efter familien og deres behov.
Jeg ankom i sommerferien, hvor forældrene stadig arbejdede, mens børnene havde fri fra skole. Derfor havde jeg nogle længere arbejdsdage, hvor jeg passede børnene hele dagen. Andre dage arbejdede forældrene hjemmefra, og så havde jeg helt fri.
Min uge så typisk sådan ud:
Mandag: 8:30 – 18:30
Tirsdag: 8:30 – 18:30
Onsdag: Fri
Torsdag: 8:30 – 18:30
Fredag: Fri
Weekend: Fri (med babysitting én aften)

Mit ansvar var primært at passe deres to piger på 5 og 11 år. Min vigtigste opgave var faktisk at lære dem engelsk, hvilket var en sjov udfordring, fordi vi hele tiden blandede engelsk, fransk og lidt fagter.
Derudover brugte vi meget tid ved familiens pool, tog på små dagsudflugter til blandt andet zoo, tivoli og hyggelige franske byer.

At bo hos en fransk værtsfamilie
Min værtsfamilie boede i Rochefort-du-Gard, som er en lille by i Provence, med kun 15 minutter fra Avignon.
De boede i et stort hus med en kæmpe pool, som jeg havde mulighed for at bruge alle dage. Jeg havde mit eget lille område i en separat del af huset med eget soveværelse, badeværelse og en lille terrasse.
Jeg har også lavet en roomtour, som jeg delte på min TikTok, hvis du vil se, hvordan jeg boede under mit au pair ophold.
Noget af det vigtigste for mig var, at familien var rigtig gode til at respektere mit privatliv. De spurgte altid, om jeg ville med på deres familieture, men gav mig også plads til bare at blive hjemme og slappe af.
Når jeg havde fri, havde jeg faktisk fri. Og det er noget, der kan være en udfordring for mange au pairs, fordi man jo bor sammen med familien.
Grundet mit korte ophold som au pair, valgte jeg at gøre det meste alene. Jeg ledte ikke efter nogle venner eller andre au pairs. Men du kan læse her, om hvordan jeg fandt veninder som au pair i Monaco.

Mine rejser i Provence i min fritid
Min værtsby lå lige midt i Provence (en del af Sydfrankrig) med vinmarker, bjerge og lavendelmarker omkring sig. Jeg havde virkelig glædet mig til at opleve en anden side af Sydfrankrig end Côte d’Azur.
Da jeg kun havde 1 måned, satte jeg mig et mål om at besøge mindst 2 nye steder hver uge.
Familien stillede en bil til rådighed, så jeg nemt kunne udforske området i min fritid. Min første tur kaldte jeg “den store Provence-tur”, hvor jeg blandt andet besøgte lavendelmarker, kørte gennem bjergområder og oplevede nogle af de mest populære byer i området.
Efterfølgende tog jeg blandt andet på enkelte ture til: Nîmes, Avignon og Uzès.
Mine små rejser rundt i Provence gjorde virkelig mit au pair ophold endnu mere specielt. Det gav mig mulighed for både at opleve Frankrig som turist og samtidig føle, at jeg faktisk boede der.
Økonomi og leveomkostninger som au pair
Som au pair får man lommepenge, og samtidig er mange af ens udgifter dækket.
Jeg fik omkring 600 kr. om ugen i lommepenge. Til gengæld fik jeg gratis bolig, mad, bil og adgang til ferier med familien.
Mine egne penge brugte jeg primært på shopping, rejser og cafébesøg.
Mit samlede budget for 1 måned som au pair så derfor sådan ud:

Hvordan bliver man au pair i 1 måned?
Jeg har allerede skrevet et mere detaljeret indlæg om, hvordan man bliver au pair i udlandet, men mange tror, at et au pair ophold altid skal vare 6-12 måneder.
Det passer ikke.
Et au pair ophold kan faktisk vare mange forskellige længder, fordi det afhænger af familiens behov. Jeg har eksempelvis set familier, der kun søger en au pair i en uge i forbindelse med juleferie.
Jeg har brugt AuPairWorld begge gange, jeg har været au pair, og det er efter min mening den nemmeste og billigste måde at finde en værtsfamilie på.
Hvis du leder efter et kort ophold, kan du filtrere efter ønsket længde på hjemmesiden og finde familier, der passer til dine ønsker.
Det er selvfølgelig en anden oplevelse at rejse langt væk for kun 1 måned. Man skal både nå at lære en familie at kende og samtidig sige farvel igen hurtigt. Men for mig var det stadig alle pengene og oplevelserne værd.
Mine tanker i dag
Selvom det var en kort tid, vil jeg aldrig tage det for givet. Min au pair oplevelse i Sydfrankrig var helt fantastisk, og levede op til alt det jeg havde forventet.
Jeg er kommet hjem med et større fransk ordforråd og meget mere selvtillid, når jeg skal have samtaler på fransk. Samtidig har jeg oplevet en helt ny del af Frankrig, som jeg nok ikke selv havde besøgt på samme måde.
Jeg har fået lov til at være en del af en fransk families sommer, oplevet deres hverdag og mærket den franske kultur helt tæt på.
Jeg er virkelig taknemmelig for, at de tog så godt imod mig, og jeg kan kun anbefale andre at tage springet og opleve livet som au pair i udlandet.









